Mit navn er Greta
  • Mit navn er Greta!

     

    Kom med når Aveny-T skaber en helt ny forestilling om pigen Clara, der vil være som sit største idol 16 årige Greta Thunberg.

    Klimakrisen er ikke noget der kommer - den er her. I Danmark og resten af verden er vejret ekstremt og følgerne er enorme. Nu sætter Aveny-T klimaet på scenen. For mindre end to år siden satte en und pige sig foran den svenske Riksdag med et “Skolstrejk för klimaet”. På bare to år har hun og unge skabt en global bevægelse, som har forandret verden.

    ‘Mit navn er Greta’ er en hyldest til ungt oprør, som medførte den største globale forandring en ung generation nogensinde har skabt. Kom med når Aveny-T går i grønt og bruger scenen til dem, der gør en forskel.

    En del af forestillingens billet-indtægter går til The Greta Thunberg Foundation.

    Forestillingens længde - 70 minutter uden pause

    For skoler og andre interesserede:

    Der vil til forestillingen være 

    • Skolemateriale – (primo december)
    • Klima-udstilling
    • Workshop efter forestilling
      – hvordan performer du som klimaaktivist/hold din egen kamptale 

     

    Helt nyt ungt hold

    Rollen som Greta Thunberg spilles af 22-årige Karla Løkke, færdiguddannet til sommer fra Den Danske Scenekunstskole i København, som dermed får sin professionelle debut i denne forestilling.

    Forestillingen iscenesættes af Emil Rostrup og skrives af William Lippert - begge bliver færdige til sommer fra henholdsvis Instruktørlinjen og dramatikeruddannelsen på Den danske Scenekunstskole. Jon Stephensen skaber scenografien.

    ”At undersøge et levende ikon, der på under et år næsten har fået status som en af de store profeter finder jeg vildt interessant. Hvad gør det ved et menneske? Og hvilke psykiske konflikter indebærer det at have verdens øjne rettet mod sig? Hvorfor har verden brug for ikoner for at samle sig, og hvorfor er det et ungt menneske på 15 år, der kan tale så direkte til os og vores samvittighed? Hvad fortæller det om os, vores samfund og om ikonet Greta Thunberg?”, udtaler Emil Rostrup.

    Fra skoleelev til Årets Person på ét år

    På kun et år har Greta Thunberg taget turen fra ukendt skoleelev til verdensberømmelse. Hun var nomineret til Nobels Fredspris, har modtaget Amnesty Internationals fornemmeste menneskerettighedspris og modtog for nyligt Nordisk Råds Miljøpris, dog uden at ville modtage den med begrundelsen, at kloden ikke har brug for priser, men handling. Hun har mødt Paven, blev i denne uge kåret til Årets Person 2019 af Time Magazine, og hun har holdt taler for alverdens ledere. Hun har ændret manges adfærd - virksomheders, politikeres – og fået millioner til at tænke og vælge anderledes. 

    Rundt om i verden har Greta Thunberg fået klimabekymrede unge til at gå på gaden. Enmandsprotesten er blevet en global bevægelse. Anslået har fire millioner unge skoleelever i 150 lande deltaget i skolestrejker og fredage for fremtiden.

    Aveny-T: En nationalscene for ungekulturen
    Aveny-T har en ambition om at skabe teater af unge om unge til unge med forestillinger, som sætter de unges liv og virkelighed på scenen. Samtidig giver vi unge talenter en mulighed for at udfolde sig inden for scenekunsten: Aveny-T laver ungdomsteater, men først og fremmest laver Aveny-T kunst.

    Aveny-T er  ungdommens nationalscene (14-34 år) med forestillinger, der taget udgangspunkt i unges liv og verden - med men nøjagtig lige så store ambitioner og krav til kvalitetsteater som “voksenteatret”. Men med et “mind-set", der tager udgangspunkt i historier, der udspringer blandt unge og som kan nå ud til alle - og på ingen måde ekskludere andre og ældre. For det vrimler med fantastiske historier i ungdommens verden.

    Dette senest illustreret med forestillingen KLÆDT AF” og en ung pige, der bliver udsat for at blive delt nøgen på nettet. De unge har aldrig været stærkere og en mere vigtig ressource og kraft end lige nu - og der skal teatret i den grad kende sin plads.

    Samtidig giver vi unge talenter en mulighed for at udfolde sig inden for scenekunsten i det store format langt tidligere end teatret før har åbnet deres døre. Nye stemmer på scenen hentet direkte fra gymnasiet og som lige nu har kunnet opleves på DR Drama søndag eller på nye danske film i 2020, bl.a. Sylvester Byder, Frieda Krøgholt og Fanny Bornedal. 

    Aveny-T har i dag et publikum, hvor unge under 26 år udgør mere end 70 procent af det samlede publikum. Alene teaterversionen af SKAM1 solgte knap 30.000 billetter.

    Udover støtte fra Frederiksberg Kommune har kulturministeriet lige bevilliget 4 års udviklingsstøtte ligesom fonde de kommende år bidrager med mange millioner.

     

     

    Medvirkende: Karla Løkke

    Dramatiker: William Lippert

    Iscenesættelse: Emil Rostrup

    Lysdesign: Jim Falk

    Lyddesign: Viktor Dahl 

    Videodesign: Adam Ryde Ankarfeldt

    Scenografi: Jon Stephensen

    Kostumedesign: Michael Nøhr

     

    Spilleperiode

    Aveny-T:                               7. januar-30. januar 2021

                                                

    mandag-torsdag kl. 11

    mandag-torsdag kl. 20

    fredag kl. 17

    lørdag kl. 16

    Billetsalg starter 18. december kl. 10.00 på billetten.dk

    Kan ses af publikum fra 12 år og opefter.

                                                

    Black Box Theatre, Holstebro:   1. februar-6. februar 2021

    Vejle Musikteater:                    11.februar-16. februar 2021