NEXT ZONE & Lene Boel præsenterer JOYOUS & 4 HORSEMEN
Dobbeltforestillingen JOYOUS & 4 HORSEMEN skubber til grænserne for dansen som kunstart og udforsker temaer som håb, frygt, fællesskab og kulturel diversitet. Kunstnerne tager publikum med på en bevægende, sanselig og kontrastfyldt rejse, hvor de vil møde alt lige fra fred til krig, fra liv til død. Mens JOYOUS er fuld af farver, glæde og lys, er 4 HORSEMEN fuld af mørke og apokalyptisk intensitet.
JOYOUS
JOYOUS er en kraftfuld, sanselig og humoristisk danseforestilling, der fusionerer urban dans og nycirkus. En fejring af optimismen, en hyldest til håbet, glæden og menneskets vilje og evne til at skabe positiv balance i verden. JOYOUS er en sprudlende forestilling, der portrætterer glæden i al sin skønhed og kompleksitet - via kroppens sprog bevæger glæden sig gennem danserne påvirket af åndedræt og kredsløb, hjerte, vener, blodkar, blod og lymfer.
I JOYOUS medvirker fire streetdansere og en nycirkusartist, som leger med følelsen af glæde og dén effekt følelsen har på krop, sind og sjæl.
4 HORSEMEN
4 HORSEMEN er inspireret af fortællingen om de fire dommedagsryttere fra apokalypsen, der repræsenterer Sygdom, Død, Krig og Hungersnød. Modsat JOYOUS skildrer forestillingen den mørke side af menneskehedens historie i fire eksperimenterende og intense urbane soli på syv minutter hver. I de fire soli undersøger danserne skulpturelle koreografiske kropsudtryk indenfor forskellige street-dansestilarter som elektrodans, popping, breakdance, butoh dance og powermoves.
Musikken til 4 HORSEMEN er fire nykomponerede værker. De er individuelle, elektroniske kompositioner, der skabes i studiet sideløbende med koreografien og det scenografiske lys, som er specifikt udviklet til at kunne oplyse dansernes kostume og det begrænsede scenerum på 3x3 meter, som danserne hver især bevæger sig i.
Om Next ZonE
Next Zone er et dansk dansekompagni, som turnerer med professionelle og medrivende forestillinger på både nationale og internationale scener. Next Zone fokuserer på at udfordre og skabe nye opfattelser af, hvad dans som kunstart kan. Deres koreografiske univers skubber til grænserne for, hvad der er kropsligt muligt og giver samtidig publikum unikke og tankevækkende scenekunstneriske oplevelser.
VARIGHED 75 minutter
IDÉ & KOREOGRAFI Lene Boel MUSIK Rex Casswell LYSDESIGN Jesper Kongshaug
MEDVIRKENDE I JOYOUS Julliet Tellier, Oussama Elyousfi, Takeo Ishii, Habid Bardou og Micael Anigbe
MEDVIRKENDE I 4 HORSEMEN Jordi Oliveira, Pierre Alexandra Paul, Julliet Tellier og Takeo Ishii