Et gæstespil på Aveny-T om kulturkamp i Palæstina
“I frygtsomme tider må kunstnere aldrig vælge at være tavse." (Toni Morrison, 2015)
En gruppe danske teaterfolk er gået sammen om at støtte kolleger i en helt anden del af verden. Nærmere bestemt The Freedom Theatre, der er etableret i en palæstinensisk flygtningelejr i byen Jenin på Vestbredden.
Teatret er udsprunget af det drama-pædagogiske arbejde, som den jødiske menneskeretsforkæmper Arna Mer Khamis begyndte i 80’erne for at bearbejde børn og unges mange krigstraumer.
The Freedom Theatre har videreført denne praksis foruden at lave workshops i poesi, musik, film, billedkunst og teater - stadigvæk med børn og unge som primær målgruppe. De har desuden flere gange stået for en feministisk teaterfestival for at fremme kvinders ligestilling og ret til frit at udtrykke sig. Det er altså en bredt funderet kulturinstitution, der har som erklæret formål at modarbejde al form for vold og diskrimination.
Disse bestræbelser har generelt svære vilkår, og i sommer blev teatret særligt udfordret, da deres bygninger blev beskadiget under en militæraktion i flygtningelejren i juli måned. Nu håber de på at kunne skaffe nok midler til genopbygning, så børn og unge fra Jenin fortsat har et sted, hvor de samles om kunsten.
Dét er baggrunden for dette gæstespil, Modstandens Kunst, der er et velgørenhedsarrangement, hvor al billetindtægt ubeskåret og direkte går til genopbygningen af The Freedom Theatre. Alle medvirkende og det tekniske personale har også tilbudt at arbejde gratis til støtte for projektet.
Konkret sker det ved en oplæsning af den dokumentariske forestilling Modstandens Kunst, hvor vi hører en række palæstinensiske kunstnere berette om de barske betingelser, der er for deres kunstneriske virke under israelsk besættelse.
Gæstespillet er aftalt med Aveny-T i august i år – og er således tænkt og arrangeret før de seneste ugers konflikter og ubærlige dødsfald af mange civile.
Modstandens Kunst er støttet af
1.Majfonden
BUPLs Solidaritets- og Kulturpulje
Den almennyttige fond af 15. september 1968
Læs instruktør Jacque Lauritsens egne ord om støttearrangementet i Iscene
VARIGHED 70 minutter
ALDER 15+
PRIS 75,00 - 100,00 kr.
ORIGINALTITEL The Revolution’s Promise
FORFATTERE Zoe Lafferty & palæstinensiske kunstnere
OVERSÆTTELSE OG INSTRUKTION Jacque Lauritsen
MEDVIRKENDE Isam B, Lene Vestergård, Nadia Jasmin Nielsen, Mo Chara, Ernesto Carbone, Kasper Krassimir, Arash Mosaddegh, Ibbi El Hani, Christina Meincke & Alexander Behrang Keshtar