Finsk doku-musical om ældreplejen og dens udmattede ansatte, doseret med sort deadpan-humor og al den absurditet der følger med, når økonomi tromler henover omsorg. En ægte original af en film, der sender en varm hilsen til hverdagens ubesungne helte.
Når ingen lytter til, hvad man siger, må man prøve at sige det igen. Andre gange må man råbe det. Men måske kan man også prøve at synge det. I kor. Det virker i hvert fald i denne finske doku-musical (!) om ældreplejen og dens udmattede sygeplejere, der har råbt op om tingenes tilstand så længe, at de snart ikke kan mere. Så nu synger de. Sammen og i et insisterende kor om det store omsorgsarbejde, de hver dag skal udføre og de kummerlige forhold, de skal udføre det under. Overalt lurer absurditeten i, at et etisk arbejde skal defineres af økonomi. Plejeopgaver privatiseres, vægge bliver interaktive, og robotter erstatter mennesker, der bliver henvist til små kontorbokse, hvor de skal udføre deres plejearbejde via telefon. En sang, der giver genlyd alle steder, der påstår at prioritere et godt, velfungerende velfærdssystem.
Susanna Helke / Finland / 2022 / 92 min / CPH:DOX
Original Title: Armotonta menoa - Hoivatyön lauluja
Director: Susanna Helke
Producer: Timo Korhonen