“SEX” er baseret på den populære ungdomsserie med samme navn. Forestillingen handler om 20-årige Cat, som efter et uskyldigt kys rammes af forvirring og begær, og pludselig er hun splittet mellem den trygge kærlighed til sin kæreste Maya og en sprudlende forelskelse i Selma. Cat prøver desperat at undgå at såre nogen, men ender med at såre alle.
“SEX” handler om sex og alt det udenom og rundt om - sex når det er besværligt, grimt og grænseoverskridende, om lyst og ulyst, om køn, begær, forelskelse og venskab. Det handler om hvordan vi taler - og særligt hvordan vi ikke taler - om følelserne, der følger med, og de forventninger vi har til os selv og i hinanden, både i romantiske og seksuelle relationer. Og så handler det om sprogets og narrativets kraft - for den, der fortæller historien, er også den, der definerer den virkelighed, der opleves.
Medvirkende: Hanin Georgis, Clara Dessau, Nina Rask, Nanna Eide
Instruktør: Leo Mendes
Scenograf: Sofia Stål
Instruktørassistent: Andreas Timmermann
Dramatiker, forfatter: Leo Mendes
Koreograf: Thjerza Balaj
Lysdsigner: Malte Hauge
Komponist Nanna-Karina Schleimann
Foto: Zuhal Kocan
Producent: Aveny-T
Arrangør: Aveny-T
Varighed: 1 time 20 min. uden pause
Alder: 13 år op
★★★★ Casper Koeller, Sceneblog
“Min unge medanmelder mente at forestillingen SEX skulle have fem stjerner, og selv om det helt klart er hans generation forestillingen taler til, er det den gamle anmelder der får det sidste ord. Leo Mendes’ uregerlige og fordomsfrie forestilling SEX får fire store stjerner fra Sceneblog”. Casper Koeller, Sceneblog
Den 4. Væg
“Er du til enten moderne dramatik med alt, hvad det indebærer af både kejtede sms-emojier og vekslende kemier i pendulfart, eller til stille, uudtalt lyst under trykkog, så er SEX noget for dig. Er det ikke lige din kop te, så er de små 90 minutter godt brugt på at beundre, hvor virkningsfulde skummadrasser og lommelygter kan være på en scene.”
★★★★ DETSKUDUSE.DK
“Grebet er befriende enkelt, resultatet er både sjovt og charmerende. Der bliver grinet godt igennem hos det unge publikum, her i det nyrenoverede Aveny-T med clubstemning, bar og DJ ambience i foyeren.”